2011-01-24 00:01 Forligsperioden 2010 – 2014 – en status Siden Folketingets vedtagelse af mål og rammer for perioden 2010 – 2014 har Forsvaret inklusive Hjemmeværnet arbejdet intensivt med at indrette organisation og økonomi ud fra lovgivers og ministeriets anvisning.
Gennem mit virke som officer af reserven i Forsvaret, herunder de senere år også gennem varetagelse af arbejdet i HPRD-regi, har jeg fået konsolideret min opfattelse af, at Forsvaret under ét er en endog meget kompliceret virksomhed at sikre sig et opdateret overblik over både m.h.t. opgaver, organisation og selve det militærfaglige virke – en observation, som der nikkes anerkendende til også langt ind i rækkerne hos de fastansatte i Forsvaret. Personel af reserven har af samme årsager imidlertid også behov for at kunne følge med i, hvorledes tingene udvikler sig. Dét stiller krav til den enkelte om selv at følge med i Forsvarets ve og vel.
Heldigvis udfoldes der i Forsvaret store bestræbelser på at stille information til rådighed især via ”nettet”, f.eks. Hærens Operative Kommandos forligsportal, der i detaljer beskriver de omfattende ændringer, der har fundet – og ikke mindst skal finde - sted i løbet af forligsperioden. Jeg skal derfor opfordre hver enkelt til selv at være opsøgende med hensyn til at kende Forsvaret i almindelighed og egen våbenart/tilhørssted i særdeleshed.
Når dét er sagt, så må foreningen fra tid til anden i kontakten til forskellige myndigheder i Forsvaret ofte minde om personelorganisationernes – herunder selvsagt ikke mindst HPRDs – behov for direkte information om påtænkte udviklingstiltag ikke mindst på områder, der direkte vedrører personel af reservens muligheder og betingelser m.h.t. uddannelse, tjeneste og karriere, således at foreningen stedse har mulighed for i både medlemmernes og i Forsvarets interesse at øve indflydelse i relation til dels at kvalificere arbejdsgivers beslutninger, dels kan informere medlemmerne behørigt. Omvendt vil jeg også skyndsomt kvittere for godt samarbejde med Forsvaret og ministeriets departement i 2010 ikke mindst m.h.t. udviklingen af en samlet og koordineret indsats på veteranområdet.
Men det er ikke gjort med dét. Behovet for endeligt at få ordnet reservens forhold efter mobiliseringsforsvarets nedlæggelse, er det her i det nuværende forsvarsforligs andet år vigtigt, at der snarest fastlægges, hvorledes og hvilke reserveentiteter, der oprettes i Hærens og Søværnets regi tilsvarende som for f.eks. Flyvevåbnets, Institut for Sprog under Forsvarsakademiet og Hjemmeværnets Regionale Føringsstrukturs vedkommende, og at der for alles vedkommende afsættes de fornødne midler til gennemførelse af uddannelsesaktiviteter m.v. for at sikre udførelsen af forsvarsforligets intentioner i praksis. Forsvarets Sundhedstjeneste i den forbindelse uomtalt, idet sundhedspersonel af reservens interesser er blevet godt varetaget gennem den dér valgte struktur, herunder felthospitalet.
Arbejdet pågår i god drøftelse mellem Forsvaret og HPRD, men for medlemmer, der henstår i puljer, er det vigtigt at få afklaret sin strukturelle tilknytning til Forsvaret.
Som jeg adviserede om i forrige leder, har det været nødvendigt at tilpasse foreningens omkostninger. I skrivende stunde opereres der således med to årlige ordinære blade, men således at der efter omstændighederne vil kunne udgives yderligere numre, såfremt økonomi hertil kan skaffes. Ligeledes vil jeg frem til foreningens generalforsamling den 2. april forberede mig på at fortælle, hvorledes den direkte sekretariatsmæssige betjening af medlemmerne samt kontakten til Forsvarets myndigheder nærmere må indrettes på ugentlig basis fra et tidspunkt senere i år ved siden af det arbejde, som de enkelte bestyrelsesmedlemmer og medlemmer af foreningens diverse udvalg m.v. udøver ved siden af i deres fritid.
Der vil frem til generalforsamlingen også skulle ske en overvejelse m.h.t. evt. justering af kredsstrukturen som følge af svigtende lokale aktiviteter.
Behovet for en organisation, der varetager reservens interesser generelt samt det enkelte medlems interesser er klart til stede – og det vil bestyrelsen sikre varetagelsen af til gavn for Samfundet, Forsvaret og Reserven.
Birger Kjer Hansen
 |