Årsberetning 2003 I forlængelse af, at forsvarets rådighedslæger i 2001 fik samme grads- og stillingsstruktur som værnenes øvrige reserveofficerer, herunder indførelse af M322 overlægekategorien, samt inspireret af den nye kontraktforms anvisning af en karriere- og uddannelsesplan for den enkelte reserveofficer tog FSU i 2002 fat på i samarbejde med OFRU/FSU at udforme et uddannelsesdirektiv for læger med rådighedspligt. Udkast hertil blev udarbejdet i lyset af eksisterende uddannelsesdirektiver for læger, tandlæger og dyrlæger i driftsstrukturen.
På den baggrund kom de af generallægen godkendte direktiver, Direktiv for Forsvarets Sundhedstjenestes Uddannelsespolitik for Læger med Kontrakt om Rådighedspligt i Forsvarets Lægekorps (Grund, Videre- og Efteruddannelse) og Direktiv for Forsvarets Sundhedstjenestes Uddannelsespolitik for Tandlæger med Kontrakt om Rådighedspligt i Forsvarets Lægekorps (Grund, Videre- og Efteruddannelse ) på plads i begyndelsen af 2003.
I lyset af STRUK04 tiltagene samt AG05 har drøftelserne i 2. halvår 2003 naturligt også vedrørt konturerne af den fremtidige administration og funktionsmæssige anvendelse af sundhedspersonel af reserven, herunder at sundhedspersonellets profil allerede ses i et bredere perspektiv end oprindeligt, jf. herved bl.a. de etablerede uddannelsesmuligheder i fællesstillinger mellem forsvaret og det offentlige hospitalsvæsen. For Forsvarets Lægekorps vil fremtiden byde på øget fokus på rådighedsreserven i "bred forstand", herunder nye "traumelægestillinger", nye delelægestillinger samt vurdering af lægers førervirksomhed. Det er således FSU vurdering, at der også i fremtiden må forventes en anvendelse for det sundhedsfaglige reservepersonel, som ønsker at gøre en indsats i forbindelse med Forsvarets fremtidige opgavekompleks.
Det årlige OFRU/FSU kursus for læger og tandlæger blev afholdt samlet i perioden 27. til 29. marts 2003, hvor hovedtemaerne bl.a. vedrørte behovet for, at rådighedsreserven kan løse tidsbegrænsede lægefaglige opgaver i Hæren, som ikke nødvendigvis er tilknyttet designeringsfunktionen (f.eks. støtte ved indkaldelser af værnepligtige samt støtte som læge/kontrolofficer ved øvelser o.l.), militærpsykiatrien i lyset af det nye trusselsbillede, NATO og EU efter udvidelserne samt sundhedsfaglige erfaringer fra internationale operationer.
Da tandlægerne hvert andet år afholder eget kursus, gennemføres der i 2004 dels et seminar for læger i marts og dels et seminar for tandlæger i november. Det årlige FSU seminar for sygeplejersker gennemføres planlægningsmæssigt uden for OFRU/FSU regi, og afholdes i 2004 i perioden 8. til 9. april. Der henvises til omtalen af Arbejdsgruppen for SYPL-R andetsteds i beretningen.
OFRU har også i 2003 gennemført kvartårlige møder, hvor der fra FSU gives orientering om den sundhedsfaglige indsats i forhold til/deltagelse i de internationale missioner, udviklingen i FSU organisatoriske og faglige forhold, herunder den iværksatte fællesværns, centeropdelte infirmeristruktur samt allehånde administrative og uddannelsesmæssige forhold for det sundhedsfaglige personel af reserven, herunder forholdene omkring Center for Fjernundervisning.
For så vidt angår fjernundervisningen tilbød FSU tidligt i 2003 at ville være indstillet på at gennemgå VUT kurserne med henblik på opdatering og modernisering. Henset til udviklingen i løbet af 2003 er holdningen i OFRU/FSU, at der i 2004 ikke bør udbydes hverken VUT I eller VUT II med et nuværende indhold, men at tiden i stedet bør anvendes til at foretage en revision af kurserne, som tager højde for Forsvarets nye opgavekompleks. Tilsvarende skal kursus for sygeplejersker revideres og udvikles til et efteruddannelseskursus, fokuserende på SYPL opgaver ved FHOSP og ved udsendte enheder frem for det hidtil mere føringsorienterede kursus.
Samtidigt har OFRU/FSU anmodet om via sine repræsentanter fra FKO at få taget spørgsmålet om ansvarsplacering for brevskoleuddannelserne op i FKO regi.
 |