Kredsberetning 2005 BERETNING FOR ÅR 2005
1. Indledning
Nordjyske Kreds (NJK) er sluppet ud af 2005 med skindet på næsen på trods af et år, som generelt har været svært for reserven. Omstruktureringen af forsvaret som et resultat af forsvarsforliget 2005 til 2009 har afstedkommet stor usikkerhed for den enkelte reserveofficer med hensyn til vedkommendes rolle og fremtidige placering i forsvaret. Ligeledes har den ændrede støtte- og regimentsstruktur afstedkommet nogle få ændringer af tidligere procedurer, som vedkommer NJK. Det var kun forventeligt, at usikkerheden for den enkelte reserveofficer ville få afsmittende effekt på ROID og NJK. Helt konkret betyder afslutningen af uddannelsen af ”konventionelle” løjtnanter til forsvaret, at der sker en meget ringe tilgang af nye medlemmer til foreningen, og samtidig opsiger/opsiges mange reserveofficerer - der tidligere var aktive – nu deres kontrakt – og dropper desværre i samme åndedrag deres medlemskab og tilknytning til ROID. Når NJK er sluppet ud af 2005 med skindet på næsen, skyldes det, at kredsen ikke har mærket noget fald i antallet af aktive medlemmer – det ligger fortsat på ca. 25 – på trods af, at medlemsantallet totalt i kredsen er faldet fra 185 til 135 i løbet af de sidste to år. I forhold til 2004 har der dog været et mindre fald i antallet af aktiviteter. Det er således en særdeles levende og aktiv kreds, som er klar til udfordringerne i 2006.
2. Kredsbestyrelsen
Bestyrelsen har gennemført 4 bestyrelsesmøder i løbet af året i sædvanlig god ånd. Bestyrelsen og dens suppleanter har været det bærende element for gennemførelsen af kredsens aktiviteter.
3. Kredsarbejdet
Kredsarbejdet har udover de faste feltsportsaktiviteter spredt sig over nedenstående, med alt fra 3 til 22 deltagere:
a. Ordinær Kredsgeneralforsamling.
b. Familietur til St. Økssø i Rold Skov
c. Deltagelse i foredrag i Det Krigsvidenskabelige Selskab.
d. Udnævnelses-parade og reception for det sidste hold løtnanter på Grundkursus til officer af reserven – inklusiv udlevering af sabel til den dygtigste elev.
e. Gennemførelse af Lakseaften og Kaukasisk Horn skydning på Lindholm.
f. Kredsens feltsportsafslutning for henholdsvis vinter og sommer sæsson.
g. Ølsmagning og rundvisning på Søgaards Bryghus i Aalborg.
h. Juleafslutning og glöggaften.
4. Feltsport
Feltsporten er et af de bærende elementer for kredsvirket. Deltagerantallet til de enkelte aktiviteter svinger fra 3 til 15. Kredsen rådede over skydebaneanlægget i Lindholm hele sæsonen. I sidste halvdel af året var gymnastiksalen booket til andre aktiviteter uden orientering af kredsen i to tilfælde. Dette forhold søges ændret i samarbejde med regimentet.
Retning A: Der blev gennemført 7 orienteringsløb med deltagelse af 3-5 løbere pr. gang. Vandrepokalen har dermed kunnet udleveres igen i år, selvom deltagelsen er mindre tilfredsstillende.
Retning B: Skydning med pistol blev gennemført problemfrit ude og inde hver tirsdag hele året. 17 aktive skytter har skabt tilfredsstillende deltagelse. Desværre kunne kredsen ikke stille hold til årets traditionsrige skydestævne i Skallebølle. Et forhold, som absolut skal ændres på i 2006.
Retning C: I vintersæsonen er gymnastik, svømning og boldspil blevet gennemført hver uge med tilfredsstillende deltagelse.
5. ROID Stuen
Stuen udgør NJK sociale bastion og samlingspunkt for aktiviteter. Den er vores dagligstue og huser vores historie. Snævre aktiviteter gennemføres i stuen, ligesom stuen benyttes hver uge i vintersæsonen efter gennemført gymnastik og boldspil.
6. Medlemsinformation og kontakt
De primære informationskilder for NJK er Reserveofficeren, www.roid.dk, og Nyhedsbrevet. Sidstnævnte udkom to gange i løbet af 2005. Derudover er den mundtlige kommunikation og formidling i forbindelse med aktiviteter fortsat vigtig.
7. Forsvarets myndigheder
I forbindelse med omstruktureringen af forsvaret, har Trænregimentet og Hærens Logistikskole nu en og samme chef. Garnisonen yder trods omvæltningerne stadig en enorm og uvurderlig støtte for Kredsen i alt fra trykning af Nyhedsbrevet, portostøtte, cafeteria, ROID Stue, lån af køretøjer, skydebaner, udlån og opbevaring af pistoler og lån af gymnastiksal og andre faciliteter efter behov. Desværre er samarbejdet med løjtnantsuddannelsen ophørt grundet nedlæggelsen af denne. Kredsen har ikke haft kontakt eller samarbejde med andre myndigheder i løbet af året.
8. Nordisk samarbejde
Efter at NJK har meldt fra overfor den Nordiske Sikkerhedspolitiske Konference, har der ikke været officielt samarbejde omkring nordisk relaterede aktiviteter. Konferencen er efter afholdelsen i Oslo i 2005 besluttet indstillet i et år, hvilket åbner muligheder for genoptagelse af samarbejdet med Göteborgs Reserveofficersselskab.
9. Andre foreninger
NJK deltager i de foredrag, som Det Krigsvidenskabelige Selskab arrangerer i Nordjylland. NJK er medlem af DGI (idrætsmærket).
10. Afslutning
Der ligger nogle kæmpe udfordringer foran os. Vigtigst af alt gælder det om i 2006, at NJK tilpasser sig og støtter de forandringer, som ROID har lagt op til ved indlemmelse af alt reservepersonel i forsvaret. Disse forandringer skal forankres i NJK bl.a. ved, at vi med åbne arme byder nye medlemmer velkommen til, vores vedtægter skal justeres i forhold til ROID justerede vedtægter, og endeligt kan nye medlemmer også på sigt betyde, at vores aktiviteter skal tilpasses og justeres. Endeligt vil bestyrelsen arbejde for at genetablere det aktive samarbejde med vores kammerater i Göteborg.
På falderebet vil jeg takke bestyrelse, suppleanter samt feltsports- og retningslederne for Jeres loyalitet og veludførte arbejde. Tak til medlemmerne for aktiv deltagelse i kredsens aktiviteter. Og sidst men ikke mindst, tak til pårørende for opbakningen.
Jens Kirk
Major-R, Kredsformand
 |