Vägförstöring och Minering ved Polarcirklen

Af premierløjtnant-R Lars Krog-Jensen

For at deltage i et sprængnings- og mineringskursus rejste jeg i begyndelsen af juli til den svenske hærs uddannelsescenter i Hedenäset, der ligger umiddelbart syd for polarcirklen på grænsen til Finland. Efter 37 timers rejse med tog og bus nåede jeg frem til Hedenäset, hvor kurset begyndte med et foredrag om Norrbotten-regionens særlige betydning. Det var her tydeligt, at man i Sverige — særligt så langt mod nord — har svært ved at slippe det gamle fjendebillede. Grænsen til Finland er mere end 300 km lang, og visse steder er der mindre end 400 km til Rusland. I tilfælde af angreb fra øst forventede man, at Finland kunne holde stand i 5–7 døgn, og i området mellem den svensk-finske grænse og Kalix-elven (dybde ca. 50 km) skulle angriberen holdes hen i mindst 2 døgn.

Beredskabstiden

Jeg var rejst til Hedenäset for at arbejde med mobilitetshæmmende ingeniørtjeneste og indså hurtigt, at jeg var kommet til rette sted. Under »beredskabstiden« har man nærmest forberedt regionen til bortsprængning med vægten lagt på vej- og brosprængning samt minering, som vi også kender det fra Danmark.

Om sommeren gør de mange vandløb, søer og udbredte vådområder (»myr«) vej- og brosprængningerne særligt effektive, mens kun bjerge og skov begrænser passabiliteten om vinteren. Efter den kolde krigs ophør har man indkøbt russiske pansrede mandskabsvogne, der udrustet med ekstra brede bælter har vist sig at køre overraskende godt i vådområderne. Det har givet stof til eftertanke.

For enhver hindring har man krævet en dybde på mindst 100 m, hvilket for vejsprængning betyder anvendelse af 1.600 kg sprængstof. Såvel sprængmidler som miner har i mange år været oplagt i bunkere ved de enkelte objekter. Forsvarsviljen i området er stor, hvilket blandt andet afspejler sig i, at 7 % af befolkningen er organiseret i hjemmeværnet.

Sprængningstjeneste og rekognoscering

Rent teknisk var der ikke de store udfordringer i kurset, idet mange af deltagerne kun havde begrænset erfaring med spræng- og tændmidler, og det meste materiel er øvrigt identisk med det, vi selv anvender. Ladningsberegning efter danske og svenske reglementer viste god overensstemmelse — i nogle tilfælde var de danske beregningsmetoder at foretrække, og nogle gange var de svenske bedst.

Under rekognosceringer i terrænet blev fundet velegnede steder til vejsprængninger, og i flere tilfælde viste det sig da også, at netop disse steder var forberedt til sprængning. Jeg fik også stiftet bekendtskab med principperne for indsættelse af »Jägerförband «. Det er delvist motoriseret infanteri, som typisk opererer sektions- eller delingsvis. Fremrykningen sker til fods eller på ski, og den primære opgave er at foretage ildoverfald på føringspersonel og genforsyningskritisk materiel, ofte i tilknytning til etablerede hindringer. Man lægger i sagens natur stor vægt på tjeneste under vinterforhold, der generelt betegnes »snow-how «.

Miner og sikkerhed

Minetjenesten omfattede uddannelse på to panserminer: dels en traditionel (svarende til vores M/56) og en nyere med hulladning og fuldbreddetænder. To nærforsvarsminer (svarende til Claymore-minen) indgik også i programmet: en lille på godt 2 kg og en stor på næsten 6 kg. Endelig var der øvelser i udarbejdelse af minerapporter samt minerekognoscering og -rydning.

Mod forventning måtte jeg konstatere, at sikkerhedsbestemmelserne i Sverige er betydeligt lempeligere end de danske — eksempelvis blev der arbejdet med eldetonatorer i kraftigt tordenvejr, almindelige detonatorer blev opbevaret i »løs vægt« i lommen, og der blev sprængt sprængsnor mindre end 2 m fra et oplag med 1.000 kg sprængstof. Selv med sådanne »aktiviteter« er risikoen for en ulykke stadig begrænset, men de mulige konsekvenser taget i betragtning foretrækker jeg vores egne regler.

Der var også plads til nogle ikke-ingeniørrelaterede aktiviteter, hvoraf skal nævnes skydning med AK-5 (svarer til gevær M/75), AK-4 (5,56-mm-variant af AK-5), let maskingevær (FN MAG) og et 7,62-mm-finskyttegevær. Af tungere våben kan nævnes dysekanon (samme som dysekanon M/79) og panserværnsvåben (M/95), hvor der både blev skudt 20-mm-indstik og fuldkaliber.

Besøg i Finland

Hertil kom aktiviteter som orienteringsløb og et besøg på »Rovaniemi Anti-Aircraft Base « i Finland. Mens mange andre lande reducerer i krigsstyrken, opretholder Finland 29 brigader. Man har for nylig indkøbt F-18 Hornet og Leopard 2, men ellers er enhederne primært udrustet med ældre materiel af russisk oprindelse. For at minde kursusdeltagerne om krigens konsekvenser, aflagde vi besøg på både en tysk og en finsk krigskirkegård med henholdsvis 2.500 og 900 dræbte fra Vinterkrigen 1939–1940 og »Fortsættelseskrigen«, som krigen 1940–1944 betegnes. I alt faldt ca. 10.000 tyskere og 90.000 finner i perioden 1939–1945, mens Rusland menes at have mistet 2–300.000 soldater på dét frontafsnit.

Myg med videre

Naturen er fascinerende, ikke mindst når solen skinner hele døgnet. Eneste minus er myg, knott (minimyg, der bider) og bremser. Af ukendte årsager er 2001 myggefrit år med kun en tiendedel af den normale myggebestand — tanken om et almindeligt eller eventuelt »godt« myggeår er ikke behagelig. Med til at gøre livet som soldat besværligt er også nogle bremser på størrelse med humlebier. De er langsommere end danske hestebremser, men til gengæld er de betydeligt bedre pansret og optræder som regel i enheder af gruppeværdi.

Søg!

Sammenfattende må jeg sige, at det har været en stor oplevelse at besøge »Norrlands Ingenjörkår « og »Norrbottens Gränsjägare «, og jeg kan kun anbefale andre reserveofficerer at søge denne eller tilsvarende udvekslinger. Jeg vil også gerne opfordre til, at man ved planlægning af øvelser og kurser overvejer muligheden for tage en udenlandsk reserveofficer med som gæst og retter henvendelse til Reserveofficersforeningen herom.