2011-09-29 00:00 CSORSEM - fransk BDE-stabskursus - en rapport. Af major af reserven Annemette Hommel
"Ep-dø-ep-dø" lyder det taktfast, mens fødderne i gruset knaser med. Lyden er god, det kunstneriske indtryk lidt spøjst, for schweizeren har en helt anden måde at marchere på end sine franske kolleger.
Scenen er den afsluttende parade for "Promotion Bieuville": 29 franske og 10 udenlandske kursister markerer afslutningen på 3 ugers tætpakket program for årets franske BDE-stabskursus. Det har budt på orientering ved chefen for den franske hær og andre honoratiores og indgående arbejde med den franske stabsanalyse, udarbejdelse af befalinger, arbejde som en BDE stab og gennemspil af de udarbejdede planer i taktisk træner. Alt sammen naturligvis på fransk!
Blandt de 10 udenlandske kursister var der også i 2011 to danske. Derudover en brite, to tyskere, to schweizere, en amerikaner, en østriger og en canadier. Blandt de udenlandske kursister var der enighed om, at det sværeste ikke var det rent sproglige, skønt det for nogle var en større udfordring end for andre. Den helt store udfordring var den franske måde at tænke og arbejde på. Altså et spørgsmål om broslagning over en kulturel kløft.
Frankrig er tilbage som fuldgyldigt medlem af NATO, men på det metodiske plan er der endnu et stykke at gå. Den franske metode for stabsanalyse, "MEDO", forekom os udlændinge meget fransk og indviklet. En af lærerne, en fransk OB-R, oplyste, at en veltrænet stab kunne gennemløbe hele MEDO og nå frem til udarbejdelse af planer for en operation på 12 timer. Den østrigske kollega fortalte, at man med den østrigske tilsvarende analyseproces normalt nåede i mål på 6 timer!
De udenlandske kursister skulle lave en kort præsentation af deres nationale fremgangsmåde med stabsanalyse. Det fremgik samstemmende, at analyse af terræn og konfrontation H/M på kortet spillede en meget større rolle end i den franske version, mens de udenlandske metoder alle tilstræbte at være så simple og enkle som muligt - altså "KIS"-princippet "Keep It Simple". Til beroligelse for kommende kursister fortalte vores lærer os, at man fra fransk side over de kommende 2-3 år formentlig ville ændre den franske MEDO, så den kom endnu tættere på den anglo-saxiske (NATO) måde, som vi udlændinge allerede lå tæt op ad.
Men hvis det nu var så fransk og indviklet, og de tilmed over de kommende år vil justere i vor retning, hvorfor så deltage på kurset?
Fordi det er en enestående chance til at lære et stort, toneangivende europæisk land nærmere at kende, fordi man på dette kursus opnår nogle rigtig gode redskaber til at slå bro over den kulturelle kløft. Den er nemlig slet ikke så dyb, som vi tit går og bilder os ind. Fordi vi her i Danmark ikke har noget tilsvarende kursus for reserveofficerer. Kurset er måske ikke helt på VUT-2 niveau, men det er nu alligevel noget mere end et VUT-1, vel snarere et afdelingskursus (+) på BDE-niveau. Fordi det er lærerigt at tilbringe 3 uger sammen med en flok ikke-danske reserveofficerer med en erfaringsbase, som rækker langt ud over det, vi normalt møder på hjemlige aktiviteter. Og så fordi Paris er en dejlig by at opholde sig i.
Læs også Reserven 4/2008 for en mere detaljeret gennemgang af kurset.
 |