2006-10-23 00:00

HPRDs Sikkerhedspolitiske Seminar på FSN Skalstrup 5. til 7. oktober 2006

af KN-R Jeppe P. Trautner

Seminaret, på sin vis reservens årlige status over Forsvaret, blev et festfyrværkeri af veloplagte oplæg, diskussion og netværkeri. Og i år med deltagere på tværs af HPRDs mangfoldighed. De 11 oplægsholdere tog fat på tidens terrorbølge, og den civile og militære reaktion på udfordringen. Ved den slags held der følger af god forberedelse, supplerede oplæggene og diskussionerne hinanden. Snarere end at referere de enkelte bidrag sammenfletter jeg derfor de diskussioner, der har betydelig relevans for læserkredsen. De, der ikke selv var blandt de 60 deltagere, bør noteres sig, at samtlige emner er politiske, militære og forskningsmæssige problembørn. Meget er endnu kun delvis forstået, og næppe to af deltagerne var fuldt enige.

Truslen

Lars Erslev Andersen (Syddansk Universitet), Anja Dalgaard-Nielsen og Sofie Schrøder (begge DIIS) så på vore modstanderes baggrunde og bevæggrunde. Islamisme, også kaldet 'politisk islam', er en ret ny ideologi. Dens 'fortælling' er at alle verdens muslimer er ét folk, at alle problemer i den islamiske verden dels skyldes vestlig nederdrægtighed, dels at alle ikke-islamistiske muslimer har forrådt islams oprindelige grundlag. Islamisterne har en del tankegods og metoder tilfælles med ekstreme anti-imperalistiske vestlige tænkere. De fortolker samtlige ulykker i alle muslimske lande som et resultat af en global kapitalistisk-kristen-jødisk sammensværgelse. USA's militære styrke, europæernes politisk-økonomiske sammenhold og den globale forbrugskultur ses som tiltag vendt mod verdens muslimer. Redningen fra den nuværende fornedrelse er, mener islamisterne, en religiøs vækkelse sammenkoblet med et politisk program hvor islam og Koranen tages til indtægt for en helt ny politisk orden. Anja Dalgaard-Nielsen pointerede at islamismen overvejende er negativt orienteret. Den har detaljerede forestillinger om Vestens ondskab, men ikke om hvordan den nye islamiske verden skal indrettes. Man ønsker at samle alle verdens muslimer under et styre, et idealt 'Kalifat', og forestiller sig at alle ikke-muslimer med tiden omvendes.

Som Lars Erslev Andersen redegjorde for fik de voldsvillige islamister stor fremdrift og indflydelse under krigen mod Sovjet samt under borgerkrigen i Afghanistan, og igen efter 2001. Islamisterne er delt i spørgsmålet om berettigelsen af vold. De mest ekstreme 'Salafi-jihadister' ser vold mod civile, vestlige og muslimske, som retfærdiggjort og en hellig pligt. Andre er 'kun' villige til at bruge vold mod ikke-muslimer i muslimske lande, f.eks. de vestlige styrker i Irak og Afghanistan og inderne i Kashmir. Et mindretal afviser helt vold mod civile.

Vestens indsats siden 2001

Nogle i Vesten fortolker 11. september som et irrationelt udtryk for mere eller mindre berettiget frustration. Islamisterne mener selv at have klare politiske mål. Deres hovedfjender er de korrupte, inkompetente og voldelige vestligt støttede arabiske regimer. Samtidig ser de Vesten som en papirtiger. Frankrig, USA og Israel kunne smides ud af Libanon, USA ud af Somalia, og Rusland ud af Afghanistan. Osama bin Laden forventede derfor at terror ville skræmme Vesten ud af den arabiske verden. Derefter ville en islamistisk magtovertagelse i Egypten og Saudi-Arabien være første trin mod Kalifatet. Resultatet blev, hvad forskerne og efterretningsfolkene er enige om, Al Qaidas ødelæggelse. Vestens reaktion, specielt den militære indsats i Afghanistan samt politi-, efterretnings-, og økonomiske tiltag har demonteret Al Qaidas operative kapacitet. Men de islamistiske ideer lever videre, og mange steder stærkere end før.

Den indre trussel

Man kan forestille sig den islamistiske trussel som en lille indre kerne af voldelige og ubøjelige ideologer. De er omgivet af ydre ringe af islamister og muslimer med aftagende sympati for ideologernes politiske projekt og metoder. Krigen mod terror har reduceret den hårde kerne i antal, men har styrket de ydre ringe. Mens amerikanske muslimer overvejende er resistente imod islamismen, bliver europæiske muslimer i højere grad tiltrukket. Som mulig årsag pegede Lars Erslev på at amerikanerne som flest ser fordomsfrit på det enkelte menneske, mens europæerne i højere grad vurderer mennesker som grupper.

I alt fald er der opstået en ny trussel. En lille andel af de europæiske muslimer ser terror, defineret som vold med et politisk sigte mod tilfældige civile, som acceptabel. Et mindretal blandt dem har taget Al Qaidas variant af islamismen til hjertet. Og en meget lille andel blandt disse forsøger selv at begå terror. Hvor mange der er tale om, ved ingen. Indtil nu er der i Vesteuropa udført tre alvorlige angreb (Madrid, London og van Gogh-mordet). Der er faldet dom vedr. en håndfuld mislykkede større angreb, og yderligere et par dusin sådanne retsforfølges. Dertil kommer at et ukendt antal angreb er stoppet i planlægningsfasen, fortalte H. J. Bonnichsen, tidligere chef for PET. Tjenesterne vil altid søge at forpurre angreb hurtigst muligt, og der er derfor ikke altid beviser nok til domsfældelse. Indtrykket fra Bonnichsen var at PET både har "en udstrakt hånd og en knyttet næve" til rådighed, og den menneskelige indsigt til at bruge den rigtige hånd på det rigtige tidspunkt.

Hvorfor bliver nogle terrorister?

Det overvældende flertal blandt islamisterne bliver ikke selv terrorister, men bifalder i varierende grad terror. Dalgaard-Nielsen, Schrøder, Bonnichsen og Erslev kom ind på de faktorer, der skaber terrorister, som oftere er fra midten end fra bunden af samfundet. Mange har et lavt selvværd, og er søgende og rodløse. Men alt for mange af de 'hjemmeavlede' europæiske terrorister viser sig at være velfungerende og tilsyneladende integrerede, og er begavede, veluddannede og har måske familie og børn. Mon ikke at Anja Dalgaard-Nielsens delforklaring, at tilfældigheder kan føre fra sympati til handling, har noget for sig? Dette måske i kombination med at nogle mennesker blot er født stærkt indre-drevne og med en foragt for gråtoner der gør dem særligt modtagelige? Kunne man identificere en 'farlig cocktail', en blanding af faktorer der udløser terroristisk adfærd, ville forebyggelse blive noget nemmere.

Sammenhængskraft og terror

Ralf Pittelkow fremlagde sin model for hvordan danskerne som flest og vores nye medborgere reagerer på islamisternes udfordring. For ham at se er danskerne meget åbne over for globalisering og over for fremmede. Den åbenhed er baseret på en særligt stor dansk "sammenhængskraft" bygget på tillid, nærhed og ærlighed. En del af vores nye indvandrere kommer fra lande, hvor tilliden af gode grunde ikke ligger hos magthaverne og deres lakajer, men i familien. Mange kommer alligevel hurtigt ind i de danske 'tillidskæder' og bliver integreret, men et betydeligt mindretal lades udenfor. Ikke mindst fordi en lille minoritet af herboende islamister (hvoraf de færreste dog støtter terror mod civile danskere) arbejder på at isolere og radikalisere almindelige muslimer. Danskere er som flest, siger Pittelkow på baggrund af meningsmålinger refereret i hans seneste bog, ligeglade med betjentes, læreres og andres religion og hudfarve. Indvandrere må spise, tro og klæde sig som de vil, så længe de deler et antal grundlæggende værdier om demokrati, ligeværd og ligestilling der falder inden for hvad "sammenhængskraften" kan holde til. Pittelkows oplæg var et markant, men sobert indlæg imod idealet om multi-kulturalisme, der vil give alle plads til at holde fast ved præcis de værdier de vil. Om danskere faktisk er særligt tæt omslyngede og ærlige, om 'multi-kulti' er vrøvl eller en menneskeret, og om Pittelkows statistikanvendelse er korrekt, kan man mene meget om, hvad tilhørerne gjorde.

Det nationale beredskab

Fire embedsmænd fra Politiet, Beredskabsstyrelsen, Forsvaret og Hjemmeværnet forklarede hvad der gøres for at kunne håndtere følgerne af et større terrorangreb. Gensidigt drilleri, knastør humør, og skarpe politiske observationer blandedes med relevant indsigt. Vi lo højt, og blev klogere. Hvad der kan forberedes bliver forberedt, vi er i meget sikre hænder på det område. Vi forstod også, at der er problemer med strukturerne, der må medføre at bl.a. totalforsvarsregionerne forandres.

Forsvarets rolle

I demokratier håndterer politiet indre fjender, og det militære forsvar de ydre. Ingen af oplægsholderne anfægtede den arbejdsdeling, tværtimod. Nogle deltagere så måske en intern rolle under visse omstændigheder. Kunne der opstå et så voldsomt behov for sikkerhed eller skadeskontrol at Forsvarets, herunder Hjemmeværnets, kapaciteter ville være relevante? Skulle dette ske, er der klare retningslinjer for hvordan regering og Folketing vil håndtere dette.

Forsvarets rolle i terrorbekæmpelsen udenrigs er nok tidens vanskeligste doktrinære og militær-politiske problem. Vestens har klart haft succes med hurtigt at knuse Al Qaida og Saddams tyranni, men disse løsninger har skabt deres egne problemer. Vi vinder krigen, men ikke freden. Seminaret belyste mange af årsagerne hertil, og også i reserven er der ligesom i resten af befolkningen mange meninger. Var indsatsen i Irak berettiget, og kan andre metoder føre til et bedre samlet resultat? Seminaret afholdt et minuts stilhed for at ære konstabel Martin Hjorth, der blev dræbt i kamp i Irak d. 5.10. Problemerne er konkrete, og konsekvenserne smertelige. Et flertal af seminarets deltagere har gjort tjeneste i udlandet, og der er mange erfaringer at trække på. Generalmajor Per Ludvigsen, chef for Koordinations-staben ved FKO, deltog i hele seminaret og holdt et oplæg om Forsvarets omstilling til og håndtering af udlandsopgaverne. Han er en af vores 'tungeste' generaler, og i kraft af hans gennemslagskraft og funktion sidder hans fingeraftryk på Forsvarets triumfer og nederlag i mange år fremover. I to gruppearbejder kom deltagerne i spil, og præcis som i andre militære, akademiske og politiske miljøer er der store meningsforskelle. Specielt hvad angår de kapaciteter, man forestiller sig at Forsvaret skal tage med til udlandet, og den måde hvorpå opgaven løses.

Anti-terror eller oprørsbekæmpelse?

Hvordan opfatter vi modstanderne? Skal vi se dem som terrorister, som frådende gale kriminelle hvis mål er lige så forbryderiske som deres midler? I så fald er svaret en 'anti-terror'-doktrin, hvor vores militære styrker finder og ødelægger dem. Terroristerne er vildtet, vi er jægerne, og politisk forhandling med dem er et selvbedrag. Doktrinen vil da være 'sweeps', finkæmnings-operationer, gerne udført fra afsondrede forter.

Andre opfatter terroristerne anderledes. Byggende på især britiske 'counter-insurgency' erfaringer fra Malaya opfattes modstanderne ikke som gale hunde, men som velovervejede og voldelige politiske konkurrenter. De bruger terror for at opnå politiske mål. De er eksperter i undertrykkelse, og konkurrerer om den politiske magt i landet med de regeringer vi støtter (f.eks. i Kabul og i Baghdads 'Grønne Zone'). Den part der tilbyder befolkningen det bedste alternativ vinder. Set i det lys er terroren et anderledes vanskeligt problem. Fjenden kan ikke knuses militært og hurtigt, men kun ved en tung, langsigtet og integreret civil-militær indsats. Doktrinen vil da være at deployere vores tropper blandt befolkningen, og skabe magt, sikkerhed og genopbygning i små, afgrænsede områder. Aldrig må man overlade et område til fjenderne, der så vil slagte de civile der hjalp os. Der er sjældent mulighed for meningsfulde mobile operationer, oprøret kvæles over årene. Nogle refererer til denne teknik som "hearts and minds", og nogle tror fejlagtigt at man vinder ved at være flinkest. Det er ikke tilfældet. Det er ikke befolkningernes loyalitet vi eller modstanderne skal vinde, men i første omgang blot deres lydighed. Da demokrati og frihed er vores mål med statsbygningen, kan vi i sidste ende vinde 'hjerterne', hvor modstanderne altid må forlade sig på at skabe frygt.

Der er en national parallel til de to doktriner. Skal de militære styrker i hjemlandet være "beskyttere", som medvirker til at indkredse og nedkæmpe terroristerne? Eller skal modstanderne kvæles med en langsigtet idékamp suppleret af politi-indsats, og hvor Forsvaret kun sjældent spiller en rolle?

Den amerikanske doktrin bygger overvejende på anti-terror, i alt fald indtil 2004. Siden er der dog kommet stadig mere 'counter insurgency' ind i billedet. Hvor står NATO og vores styrker i den debat?

CIMIC og Samtænkning

Anja Dalgaard-Nielsen, der vandt stort bifald som seminarets gennemgående oplægsholder, tog sammen med GM Ludvigsen fat på de svære spørgsmål om i hvilken grad og hvordan vores styrker i udlandet skal medvirke til statsbygningen. Dalgaard-Nielsen, der har været udsendt til Irak, Kosovo og Afghanistan, påpegede problemer med indsatsen. Diskussion fulgte. Skal vi indrette vores styrker som en hovedsagligt civil 'håndværker-brigade', der går ind og stabiliserer når rigtige soldater har nedkæmpet fjenden? Vil håndværker-soldaterne da blot blive dårligt forberedte skydeskiver? Skal vi så have to slags soldater, de rigtige og håndværker-projektledere? Skal soldater kun være soldater, vinde krigen, og derefter koncentrere sig om at skabe den sikkerhed der giver plads til de civiles genopbygning? Eller kan man kræve at styrkerne både kan slås, og indledningsvis styre opbygningen?

Diskussionen er ikke ny. Herhjemme har regeringen og andre i 2004 udarbejdet en "Samtænknings-strategi". Mens styrkerne skaber sikkerhed skal Udenrigsministeriets civile eksperter hurtigt skabe udvikling, og derved bidrage til sikkerheden i en 'god cirkel'. Erfaringerne er nye, men blandede. Tendensen er at sikkerheden udebliver, og at de civile ikke får chancen for at skabe en gunstig situation. Dels fordi de civiles reaktionstid og horisont er civil, hvad skulle den ellers være? Dels fordi styrkerne ofte ser udvikling i lyset af deres sikkerhedsbehov. CIMIC ses som et 'kampstøttemiddel' og udføres for at fremme den lokale chefs militære operationer i rotationsperioden. De fleste mener at et tæt civil-militært samarbejde er nødvendigt for at vinde freden. Men endnu har ingen et klart bud på hvordan Samtænkningen skal opnå sit potentiale.

Reservens rolle

Efter et par år hvor Forsvaret har koncentreret sig om sin omstrukturering, og ikke forudså en nævneværdig rolle for reserven, er vindene vendt. For at få ikke mindst udsendelserne til at hænge sammen, trækker man i høj grad på reserven. Forsvaret har bevæget sig hen mod de amerikanske og britiske erfaringer, hvor reserverne er en afgørende ressource, der bidrager med slidstyrke og fleksibilitet. Foruden at også reservens civile kompetencer i høj grad bidrager til de nye opbyggende missioner.

Fra start til slut var dette års seminar meget vellykket. Der er ingen nemme løsninger på de vanskelige udfordringer Forsvaret og reserven står over for i disse år. Men det stod klart, at mange af de ideer der kommer til at forme indsatsen blev vendt på en givende måde, hvilket såvel HPRD som Forsvaret kan være særdeles godt tilfreds med. En stor tak til oplægsholdere og arrangører, og vel mødt næste år!